Deltag i Skole DM i Skydning

Det er tid til at forberede efterårets deltagelse i Skole DM i Skydning for 5. klasser.

Materiale er sendt ud til ordinære skytteforeninger. I år er det besluttet fra DGI Skydning, at foreningerne selv skal bestille hvervemateriale i DGI Print, materialet er gratis, men foreningen skal selv betale fragten.

Fra DGI Fyn Skydnings side beder vi om, at de fynske foreninger, der ønsker at deltage, sender en tilmelding på tilmeldingsblanketten til kontoret, så snart de ved, hvor mange elever der kommer til at deltage. Dette dels for at kunne optælle deltagergaver (orange keyhanger) og evt. diplomskiver, dels for at lette udbetalingen af tilskud sidst på året. Deltagergaver/diplomskiver vil kunne afhentes i Højby efter 23. september, når tilmeldingsskema er modtaget.

Du finder her en oversigt over vigtige datoer i turneringen: Vigtige datoer

Du finder skemaet til indberetning af resultater fra den indledende runde her. Resultatindberetningsskema

Du finder yderligere informationer og regler om Skole DM i Skydning på denne hjemmesiden: https://www.dgi.dk/skoledmskydning . Her kan du under forening også finde tips til, hvordan du fastholder eleverne som medlemmer efter turneringens afslutning.

Kom og skyd langdistance i Skallebølle

Find riflen frem og kom til Skallebøllecentret for at skyde 200 og/eller 300 m på en af nedenstående datoer:

Før sommerferien:
3. juni og 17. juni

Efter sommerferien:
12. august, 26. august, 9. september og 23. september

Dette arrangement er oprettet, mens der er Corona i Danmark. Det betyder, at der vil kunne forekomme ændringer, måske i form af aflysning af datoer og/eller i form af adgangsbegrænsning.

Skydningen starter kl. 17.30 for 200 m skytter. For 300 m starter stillingsskytter skydningen kl. 18.30, mens åben/senior skyder kl. ca. 19.45.

Du skal selv medbringe våben og ammunition. Pt. er tilmelding nødvendig, kontakt Per Christiansen på nedenstående telefonnummer og få en tid.

Jægerklasse på 200 m består af 15 skud (5 liggende og 10 knælende/siddende). Kun jægere med skyttenummer i en DGI skytteforening kan deltage.

Pris:
Fynske skytter: gratis
Andre skytter: kr. 25 for 15-skuds-serie, kr. 50 for 300 m. Betaling kun på mobilepay.

Resultatlister offentliggøres på www.dgifynskydning.dk efter hvert stævne.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til Per Christiansen på tlf. 64444 2420 el. 2168 8022.

BK/JUN træningsdage sommer

I håbet om at vi snarligt komme om på den anden side af corona-krisen, udbyder DGI Fyn Skydning 4 træningsdage for BK/JUN riffelskytter.     

Det bliver 4 træningsdage, hvor BK/JUN skytter får ekstra træning og sjov sammen med andre skytter i deres alder. Der vil være forskellige temaer fra gang til gang, og der er plads til alle uanset niveau.

Med mindre der kommer ændringer fra myndighederne, forventes datoerne for de 4 træningsdage at være

  • 16. maj
  • 20. juni
  • 8. august
  • 5. september

Skulle der blive ændringer i træningsdatoerne, vil de tilmeldte skytter få direkte besked.

Der bliver indtil videre oprettet 1 hold. Men skulle holdet bliver overtegnet, og vi kan se, der er mange på venteliste (standbyliste), vil der være god mulighed for, at der bliver oprettet et ekstra hold.

Tilmeld dig på BK/JUN træningsdage  senest 16. maj    

Ved tilmelding til dette arrangement er der udbrudt corona-virus i Danmark. Skulle arrangementet eller dele heraf blive aflyst begrundet i en efterlevelse af myndighedernes anbefalinger/krav/påbud, er vi ikke erstatningspligtige for eventuelle tab, der måtte være direkte /indirekte forbundet med en aflysning.

Airsoft Hjælpetræneruddannelse

Kunne du tænke dig at blive hjælpetræner i Airsoft challence-skydning og er du min. 16 år gammel, så har vi kurset til dig.

Efter kurset vil du være i stand til at modtage og instruere nye medlemmer i sikker airsoft skydning i din forening, såvel som bidrage aktivt med udvikling af skydeaktiviteter og banedesign.

Kurset afvikles den 3. maj i Odense Skyttekreds’ lokaler. Se indbydelsen her: Hjælpetræner  

Tilmelding senest den 26. april på www.dgi.dk/202016643002

Konsulentens Klumme

I en tid hvor de fleste aktiviteter er gået i stå, skriver Charlotte en Klumme som du kan læse her

Våbenvedligehold for nørder

Grundet corona-situationen er kurset udskudt til efteråret. Ny dato kommer senere.

Her er kurset for dig, der har en vis erfaring med våbenvedligehold, som gerne vil lære endnu mere om vedligeholdelse af våben.

Vi går i detaljerne (nørder) med vedligehold og kigger på rifler, pistoler, sportsvåben og jagtvåben.

Vi har hyret Ejnar Askholm ind, som er selvstændig bøssemager og specialist i alle våbentyper, og han vil dele ud af sin ekspertise. De emner, der vil blive berørt på kurset, kan du se på denne invitation Våbenvedligehold 

Har du en specifik udfordring, så tag den med, måske kan du få den løst på kurset.

Tilmeld dig senest 19. april på www.dgi.dk/202016743004

DGI/DGI Fyn og Corona

Alle idrætsforeninger opfordres til at aflyse alle deres aktiviteter fra nu af og foreløbig frem til mandag den 30. marts. Det gælder både indendørs og udendørs aktiviteter!

DGI’s opfordringen til at stoppe alle aktiviteter i idrætsforeningerne kommer i kølvandet på de tiltag mod corona-virus, regeringen kom med onsdag den 11. marts.

”Vi har et ansvar i idrætsforeningerne, som vi skal stå ved. Det er meget vigtigt, at vi følger myndighedernes opfordringer, og vi bakker fuldt ud op om de tiltag, der er taget. I DGI anbefaler vi, at alle frivillige foreninger lukker ned for tilbud og aktiviteter, både indendørs og udendørs. Det er nødvendigt i en situation som denne, hvor vi må stå sammen uden at samles,” siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.

Både indendørs og udendørs aktiviteter bør indstilles.

Regeringens anbefalinger går først og fremmest på indendørs aktiviteter.

”Vi går skridtet videre her og anbefaler, at al aktivitet i foreningen indstilles, både indendørs og udendørs. For selvom foreningernes aktiviteter foregår udendørs, så er der klublokaler, omklædningsrum og andre mødesteder, hvor man samles tæt, og det bør ikke ske,” siger Charlotte Bach Thomassen.

Hverdagen vil den kommende tid blive anderledes for danskerne, der altså heller ikke vil opleve fællesskabet i idrætsforeningen.

”Det er tiltag, som rammer idrætsforeningerne hårdt. Idræt handler om at samle mennesker i fællesskaber, og det er ikke muligt i den kommende tid,” siger formand for DGI, Charlotte Bach Tomassen.

Alle DGI’s egne kurser, opvisninger, stævner og andre arrangementer aflyses foreløbig frem til mandag den 30. marts 2020.

For DGI Fyn betyder det, at alle medarbejdere nu arbejder hjemmefra, foreløbig frem til mandag den 30. marts 2020, men medarbejderne kan nås på mail eller telefon indenfor almindelig telefontid, som er man-tirs-torsdag 9-15, onsdag 12-15 og fredag 9-13.

Pas godt på hinanden derude.

Aflysning af DM’er i marts.

DGI udsendte i fredags en informationsmail til alle medlemsforeninger med retningslinjer i forhold til coronavirus. Dette sker på baggrund af regeringens udmelding og efter at DGIs formand og direktør deltog i et informationsmøde i kulturministeriet fredag eftermiddag. Fredag aften blev der givet information ud via et skypemøde hvor bl.a. afviklingen af de kommende DM skydninger blev drøftet.

Skydeledelsen har overvejet situationen nøje. Vi ved, at mange mennesker samles på relativt lidt plads ved vores DM stævner i Vingsted. Der er ofte trængsel på banerne og i opholdslokalerne. Vi ved også at mange aldre er samlet og at der er tæt kontakt mellem skytter, instruktører, forældre, banehjælpere og stævneledere. Omvendt ved vi også, at der aldrig er 1.000 mennesker samlet på samme tid, men bl.a. ved DM ungdom samles et større antal i weekendens løb.

Vi ved, at stævnerne er det nationale højdepunkt for indendørsskydningen i DGI Skydning – finalerne over dem alle. Omvendt står vi også med en særlig situation hvor vi ikke ønsker, at vores stævneafvikling medfører en yderligere udbredelse af corona.

Skydeledelsen har derfor besluttet af de tre planlagte DM stævner i marts 2020 alle aflyses. Stævnerne gennemføres ikke senere på foråret idet dette ikke er muligt. Der vil naturligvis ikke blive opkrævet deltagergebyr for tilmeldte skytter til stævnerne.

DGI Skydnings formand Lars Høgh udtaler:
Det at skulle aflyse vores indendørs DM skydninger gør ondt. Vi ved hvilken betydning de har for vores børn, unge og voksne. Omvendt er det også nødvendigt at vi følger de anbefalinger som myndighederne giver. Som situationen er, har vi vurderet, at der i Vingsted er en spredningsrisiko, bl.a. fordi mange mennesker er forsamlet, man er indendørs og er i tæt kontakt. Derfor har vi i dag besluttet, at stævnerne i marts aflyses. En beslutning der naturligvis kan argumenteres både for og imod, men skydeledelsens vurdering er, alt andet lige, at det er det rigtige at gøre med den viden vi har og de anbefalinger der gives os.

Vi henviser endvidere til dette link. https://www.dgi.dk/om/presse/presserum/seneste-nyt/corona-hvad-anbefaler-dgi

Der er tale om en enslydende pressemeddelelse som både DGI og DIF har udsendt til alle medlemsforeninger.